23948sdkhjf

Metaldirektør: Vi vil genoplive smedeskolen på vores fabrik

Undervisning på en lokal industrivirksomhed er det helt rigtige, hvis flere unge skal trækkes ind på uddannelsen som klejnsmed. Det mener direktøren for Nordisk Staal, som er klar til at genoplive den smedeskole, som tidligere lå på fabrikken i Frederikværk

Nordisk Staal i Frederiksværk har et håb.

Og håbet er, at det lykkedes at få genskabt den smedeskole, som metalvirksomheden med 45 ansatte lagde fabrik og lokaler til i perioden fra 2008 til 2018.

På smedeskolen gennemgik cirka 20 elever løbende en del af grund- og værkstedforløbet på uddannelse til klejnsmed og blev undervist af lærere fra den lokale erhvervsskole.

Klar til en ny runde

At uddannelsen lukkede ned i 2018 skyldes ifølge adm. direktør på Nordisk Staal, Jan Sørensen, forskellige omstruktureringer på erhvervsskolen.

Men nu håber han, at en erhvervsskole er klar til en ny runde.

- Vi vil meget gerne have smedeskolen tilbage på vores fabrik og tilbage til Frederiksværk, siger Jan Sørensen, som ser store fordele i at lægge en del af uddannelsen ud på en lokal smedevirksomhed.

Og den største fordel er, at de unge i lokalområdet får en let tilgængelig indgang til smedeuddannelsen.

- 26 procent af de unge i Halsnæs Kommune vælger en erhvervsuddannelse, og Frederiksværk er jo et smedeområde, så derfor skal vi også have smedeskolen i gang igen, påpeger Jan Sørensen.

Jan Sørensen lægger samtidig ikke skjul på, at det også giver fordele for Nordisk Staal, at de unge smede holder til på fabrikken.

- Vi skal også udvide i Nordisk Staal, så vi har også brug for arbejdskraft og har en målsætning om 10 procent lærlinge blandt vores medarbejdere. Så for de her unge er der også muligheder hos Nordisk Staal, siger direktøren.

26 procent af de unge i Halsnæs Kommune vælger en erhvervsuddannelse, og Frederiksværk er jo et smedeområde, så derfor skal vi også have smedeskolen i gang igen Jan Sørensen, adm. direktør Nordisk Staal

Minister på besøg

Som led i kampen for at genoplive smedeskolen på Nordisk Staal får virksomheden en større delegation på besøg den 27. juni.

Delegationen tæller uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen, formand for Dansk Metal Claus Jensen, folketingsmedlem Rasmus Stoklund (S), som er valgt i Nordsjælland, og borgmester i Halsnæs Kommune, Steffen Jensen (S) og Formand for Dansk Metal Nordsjælland Allan Thomsen

De kan se frem til at møde et klart budskab, når de dukker op i industrikvarteret i Frederiksværk.

Vi brænder for det, og vi vil gerne have smedeuddannelsen hertil, slår Jan Sørensen fast.

Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.25