23948sdkhjf

Prisen på rustfrit stål falder: Vi ser en spiral nedad

Nu koster rustfrit stål mindre end det gjorde ved årets begyndelse, og tendensen er fortsat nedadgående, siger Damstahl-direktør.

Priserne på rustfri stål er nu faldet fire måneder i træk siden toppen i marts. Tendensen er nedadgående, ifølge Brian Sejr, salgsdirektør hos Damstahl.

- Det er lidt baseret på frygt. Når priserne er vigende, holder virksomhederne igen med at købe stål, og så falder priserne endnu mere. Så vi ser en spiral nedad, hvor vi tidligere på året så en opadgående spiral, siger Brian Sejr.

- Nu er vi under det niveau, som vi gik ind i 2022 med, siger han.

Prisfaldet er kommet selv om Damstahl egentlig oplever, at dele af industrien stadig har travlt. 

- Vi oplever også, at der er kunder med meget tynde ordrebøger. Tidligere på året blev der disponeret friskt til fra kunderne, mens de nu kun køber præcist det, man skal bruge, siger Brian Sejr.

Producenterne af rustfrit stål mangler at få deres produktion fyldt op og leveringstiderne er modsat tidligere på året blevet noget kortere. Så der er en ubalance mellem udbud og efterspørgsel lige nu.

- Vi oplever, at investeringerne i kundekredsen stopper lidt op, når vi er i tider som disse, og det ser vi også nu. Det er dog vores forventning, at de projekter, der blev skrinlagt på grund af for høje materialepriser tilbage i marts-april nu aktiveres igen, og deraf oplever vi en stigende aktivitet.

Damstahl handler udelukkende med rustfri stål, og ikke med almindeligt sort stål.

Fortsat vigende priser 

- Vil vi se et fortsat i priserne på rustfrit stål de kommende måneder?

- Jeg ville helst sige nej, men med den tilbageholdenhed vi ser, så kan vi let komme til at se yderligere fald. Mit skud fra hoften er, at vi vil se svagt vigende priser, men ikke det samme fald, som vi har set over de sidste par måneder.

- Men kommer vi til at se en hurtig stabilisering af nikkelprisen og dermed prisen på rustfrit stål, og at de omtalte skrinlagte projekter aktiveres igen, ja, så har vi en anden situation, som kan føre til stabilisering af priserne, og egentlig også mindre prisstigninger, siger Brian Sejr.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094