23948sdkhjf

Markedet er gået totalt amok: Nordjysk fabrik i akut mangel på arbejdskraft

- Vores brændeovne er deres vægt værd i guld lige nu, siger fabrikschef

Aldrig nogensinde tidligere har de oplevet en situation, som den de for tiden står i.

- Vores brændeovne er deres vægt værd i guld lige nu, siger Anders Kajgaard, der er fabrikschef hos den nordjyske brændeovnsproducent, Rais A/S.

- Problemerne med den russiske gas har for alvor sag gang i brændeovnsmarkedet. Især i Tyskland, som er vores største marked. Tyskerne skriger på brændeovne lige nu, og det har betydet, at vi her i sommerferien har fået vanvittigt mange ordrer ind. Faktisk er det så vildt, at de brændeovne, der bliver bestilt nu, først kan leveres til marts næste år.

- Tidligere har det været sådan, at vi mere eller mindre har kunnet levere fra lageret, så det er helt surrealistisk, at vi nu står i den her situation, siger Anders Kajgaard.

Fabrikschefen vil rigtigt gerne have skaffet flere medarbejdere til virksomhedens produktion. Men det er desværre en stor udfordring at løse den opgave.

Har oplevet voldsom vækst

Rais A/S er kendt for at lave designerbrændeovne, der produceres fra virksomhedens fabrik ved Vangen umiddelbart syd for Frederikshavn.

Siden coronakrisen har udviklingen i virksomheden været nærmest eksplosiv. I corona-perioden steg efterspørgslen helt generelt på produkter, der gav forbedringer på hjemmefronten - og det kunne i den grad mærkes hos Rais A/S.

Medarbejderstaben hos brændeovnsproducenten er derfor vokset støt - og nok så vigtigt er også resultatet på bundlinjen gået på raketfart. I 2019 var der et overskud efter skat på 2,4 millioner kroner - året efter lød det på 7,1 millioner kroner - og for et par måneder siden kunne man så præsentere et overskud for 2021 på ikke mindre end 16,1 millioner kroner efter skat.

Frygter, at ordrer vil gå tabt

Den store efterspørgsel er forbundet med en vis nervøsitet hos Rais A/S. For frygten er, at det kan komme til at koste ordrer, når leveringstiden bliver så lang, som tilfældet for tiden er.

- Det er jo virkelig et seriøst problem. Selv om en Rais-ovn har et unikt design og en høj kvalitet, så er jeg nervøs for, at kunderne ikke kan vente på, at vi kan levere varerne, forklarer Anders Kajgaard.

Allerede inden sommerferien var leveringstiden hos Rais A/S røget op på omkring fire måneder. Og henover sommeren er leveringstiden bare steget yderligere.

Juli og august plejer jo at være mere stille, når det handler om nye ordrer. Men det hele er gået fuldstændig amok efter det her med den russiske gas. Vi har fået ligeså mange nye ordrer ind her i sommerferien, som vi plejer at få i vores højsæson (september-november, red.), forklarer Anders Kajgaard.

Drømmer om ti nye ansatte

Medarbejdersammensætningen i virksomheden består i øjeblikket af 84 produktionsansatte og 24 funktionærer. Og optimalt set ville Anders Kajgaard i en fart gerne hyre op mod ti nye ansatte ind til virksomhedens produktionsled.

Rais A/S er specielt på udkig efter smede, malere - og CNC-operatører, der kan betjene virksomhedens svejserobotter.

- Vi har i lang tid forsøgt at hyre flere folk ind, men det er svært at få fat i de rigtige. Vi har i forvejen hævet vores medarbejderstyrke med 30 ansatte over de seneste år - og der er også godt i gang i mange af de andre virksomheder her i nærheden, som skal bruge den her type af medarbejdere. Så det er ikke let at finde de her medarbejdere. Og jeg frygter for konsekvenserne, hvis det ikke lykkes for os.

Se nøgletal for:
Læs mere om: rais brændeovn
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.641