23948sdkhjf

Ordrerne vælter ind hos elkedel-ekspert: Èn type er formanden særligt stolt af

2021 blev året, hvor virksomheden Inopower, der leverer hedtvands- og dampkedelsystemer til både fjernvarme og industri, ikke blot slog regnskabsrekord med det bedste resultat nogen sinde. Det blev også året, hvor ordrerne stod i kø.

- Vi har stor ordreindgang både i EU og i Danmark. Vi har 100 procent flere ordrer i bøgerne, end vi plejer, siger CEO Kenneth Enevoldsen fra Inopower.

Regnet i runde MW har Inopower i øjeblikket 600 MW i ordrer liggende. Og det er ikke i småtingsafdelingen.

- Vi laver flere 100 MW ad gangen nu, siger Kenneth Enevoldsen, der dog ikke kan sige noget om hvem, der har valgt at bestille et anlæg fra Inopower.

- Især de store kunder er ikke meget for, at vi nævner navne, siger han.

Igen og igen

Det er dog ikke kun de store ordrer, der, ud fra et forretningsmæssigt perspektiv, luner hos virksomheden. Det er også repeat-ordrerne.

- Vi oplever, at Europas store energiselskaber lægger repeatordrer hos os. I 2013 leverede vi tre anlæg til en kunde i Tyskland. Nu vil selskabet have to mere, siger bestyrelsesformand Troels Davidsen, og uddyber:

- Samtidig oplever vi, at selskaber, der har købt anlæg hos os for kort tid siden, også vender tilbage med nye ordrer.

Netop den slags giver Troels Davidsen en helt særlig følelse.

- Det er jo et udtryk for tilfredshed. De selskaber, der har købt for længe siden, må jo være tilfredse med anlægget, siden de nu vil have mere. Og de nyere repeatordrer er et udtryk for, at vi er konkurrencedygtige, siger han.

Ukendte kunder

I løbet af det seneste halve år har Troels Davidsen og Kenneth Enevoldsen oplevet en uventet form for interesse.

- Vi leverer mest til energiselskaber og industrikunder, men vi oplever i øjeblikket, at ukendte kunder ringer og spørger, om vi kan levere, da de skal finde et alternativ til gassen på den mellemlange bane, siger Troels Davidsen, der i indeværende regnskabsår også har stiftet bekendtskab med offshoreindustrien – om end det blev et kort et af slagsen.

- Vi har leveret til et olieselskab i Norge. Men det er en enlig svale, siger Troels Davidsen, der holder sig til energiselskaberne og industrikunderne. 

Kunne sælge mere

Selvom ordrerne er mange, så er der ikke lukket for det varme vand. Der er altid plads til flere, fortæller Kenneth Enevoldsen.

Selskabet er dog, som mange andre, rendt ind i komponentmangel.

-Der er opstået en del ubalancer i markedet efter corona. Før var der dag-til-dag levering, nu venter vi op til et år på enkelte elektronik-komponenter, fortæller Kenneth Enevoldsen, der er helt åben og ærlig om den hæmsko komponentmanglen udgør – og den mulighed, det ville være for virksomheden, hvis der var komponenter nok til alle.

- Så kunne vi godt sælge 50 procent mere, siger Kenneth Enevoldsen.

Se nøgletal for:
Læs mere om: Inopower
Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Se seneste nyhedsbrev ???id_11737???

Send til en kollega

0.094