23948sdkhjf

BSB Industry skifter til CO2-neutrale svejsegasser

Underleverandøren ser det som en helt nødvendig investering i konkurrencedygtigheden

Det er ingen tilfældighed, at det er BSB Industry i Lunderskov, der som en af landets første virksomheder har skiftet de traditionelt producerede industrigasser ud med klimaneutrale industrigasser fra Linde Gas. Det fortæller Winnie Fedders, der er kvalitets- og miljøchef i BSB Industry:

- Vi kigger konstant efter muligheder for at gøre vores produktion mere klimavenlig, og vi har beregnet, at vi med afsæt i vores 2021-forbrug vil kunne reducere vores årlige CO2-udledning med 132 tons med skiftet til klimaneutrale gasser. Samtidig glæder vi os over, at CO2-reduktionen øges i takt med, at vores omsætning stiger, siger hun i en pressemeddelelse.

BSB Industry bruger gasserne til svejsning og skæring i produktionen af deres konstruktioner i stål og aluminium, og dertil får virksomheden nu leveret de klimaneutrale versioner af de flydende gasser oxygen, nitrogen og argon.

Vil bidrage til den grønne omstilling

Gasserne er produceret ved hjælp af vedvarende energi, og kun en meget lille del af produktionen klima-kompenserer Linde for gennem certificerede skovrejsningsprojekter. Derudover garanterer Linde, at heller ikke transporten af den grønne gas ud til kunderne belaster klimaet med CO2. Den garanti er sammen med hele den øvrige produktion af Lindre Green-serien kontrolleret og valideret af den internationale revisions- og konsulentvirksomhed KMPG.

Introduktionen af Linde Green flugter helt naturligt med Lindes mission, fortæller Jan Christensen, der er Lindes salgsdirektør i Danmark:

- Det er afgørende vigtigt for Linde at understøtte og bidrage til den grønne omstilling, for bæredygtighed er en hjørnesten i vores mission om at gøre verden mere produktiv. Med konceptet Linde Green tager vi det næste skridt mod styrket bæredygtighed, og vi imødekommer samtidig en tydeligt stigende efterspørgsel fra vores kunder efter produkter, der hjælper dem til en grønnere profil. Det gør vi helt konkret ved at garantere dem, at de på ingen måde belaster klimaet, hvis de bruger Linde Green.

- Anvender kunderne for eksempel 100 tons af vores flydende Linde Green-oxygen i deres produktion, er klimapåvirkningen heraf et rundt nul. Derudover kan de ligefrem reducere CO2-udledningen fra deres samlede produktion, fordi vores gasser samtidig sætter dem i stand til at producere mere energieffektivt, siger Jan Christensen.

Når vi løbende tager initiativer, der reducerer vores CO2-udledning, så imødekommer vi ikke bare stigende krav fra kunderne til vores grønne profil - det er ganske enkelt en forudsætning for at være konkurrencedygtig fremover Winnie Fedders, kvalitets- og miljøchef i BSB Industry

Forudsætning for konkurrencedygtighed

For BSB Industry er omkostningerne til skære- og svejsegasser steget med ”under 10 procent” efter skiftet til de CO2-neutrale gasser, og det ser BSB Industry som en uomgængelig investering i fremtiden:

- Når vi løbende tager initiativer, der reducerer vores CO2-udledning, så imødekommer vi ikke bare stigende krav fra kunderne til vores grønne profil - det er ganske enkelt en forudsætning for at være konkurrencedygtig fremover, siger Winnie Fedders, og fortsætter:

- Vi mærker nemlig tydeligt, at kunderne interesserer sig mere og mere for vores produkters CO2-aftryk, og når vi som landets første virksomhed skifter til Linde Green, sender det et stærkt signal om, at vi går forrest i den grønne omstilling i vores branche, og at vi gerne vil vise vejen for andre virksomheder inden for den tunge industri.

Artiklen er en del af temaet MaskinFokus.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172