23948sdkhjf

Ejer handlede lynhurtigt efter konkurs: Købte selv danske fabrikker tilbage

Det lykkedes for ejeren af den konkursramte Salling Plast A/S gennem to nystiftede selskaber at købe og redde virksomhedens danske fabrikker med i alt 70 ansatte

Ejeren af den konkursramte plastvirksomhed Salling Plast A/S, Geert Winther Skovsgaard, har gennem to nye selskaber selv tilbagekøbt plastproducentens danske aktiviteter, som dermed er sikret fortsat drift.

Det skriver Nordjyske.

Salling Plast beskæftiger godt 70 mennesker på to fabrikker i henholdsvis Hurup og i Ranum, og medarbejderne på de to lokationer fortsætter som ansatte i de to nye selskaber.

Geert Winther Skovsgaard forklarer til Nordjyske, at sagen er gået meget stærkt, for han stiftede de to nye selskaber samme dag, som Salling Plast gik konkurs.

De to selskaber, der fører virksomhederne videre, er Salling Plast Energy ApS, der vil stå bag virksomheden i Ranum. Det er også her hovedkontoret er.

Det andet nye selskab, Salling Plast Aqua ApS, står bag virksomheden i Hurup.

Konkurs for første gang

Selv om Geert Winther Skovsgaard er en erfaren erhvervsmand, er det første gang, han er gået konkurs med sit eget selskab.

- Men der var ikke andet at gøre, forklarer han til Nordjyske.

- Virksomheden ville løbende have oparbejdet en meget større gæld, hvis vi ikke gjorde noget dramatisk. Når man står overfor sådan et valg, er der simpelthen ikke andet at gøre, siger han og lægger ikke skjul på, at det berører ham, at en stribe kreditorer i Salling Plast nu lider et tab.

- Vi vil gøre alt, hvad vi kan for at hjælpe vores mange loyale kreditorer med ind i kampen igen, så de bliver en del af det fremadrettede. Så vi over tid får udlignet det. Det er formålet i sig selv, siger han til Nordjyske.

Vi vil gøre alt, hvad vi kan for at hjælpe vores mange loyale kreditorer med ind i kampen igen, så de bliver en del af det fremadrettede Geert Winther Skovsgaard, ejer af Salling Plast Aqua og Salling Plast Energy

Købte Salling Plast i 2019

Det er ikke længere siden end i 2019, at Geert Winther Skovsgaard købte to tredjedele af den mere end 50 år gamle familieejede virksomhed, Salling Plast. Han overtog i oktober 2020 den resterende tredjedel af virksomheden. I september 2021 indviede han den nyrenoverede fabrik i Hurup.

At han så to år senere skulle købe sin egen forretning tilbage igen, havde han ikke drømt om.

- Det har været voldsomt, siger han til Nordjyske og forklarer, at corona, varemangel, prisstigninger på alt og efterfølgende krigen i Ukraine blev for stor en mundfuld.

Men det, der i sidste ende var afgørende for konkursen, var Salling Plasts datterselskab i Hviderusland.

Salling Plast havde ved årsregnskabets afslutning et tilgodehavende på 24,9 millioner kroner hos datterselskabet.

- Tabet på vores exit fra Hviderusland var hovedårsagen til, at vi måtte give fortabt, siger Geert Winther Skovsgaard, der i den nye konstruktion ikke har det hviderussiske datterselskab med i de nye selskaber.

Det er altså ikke længere en del af de danske selskaber.

Hvad det har kostet Geert Winther Skovsgaard at købe forretningen tilbage igen, vil han ikke ud med.

- Det kan jeg ikke udtale mig om af hensyn til aftalen med kurator og virksomhedens panthavere, men det er et pænt stort beløb, siger han.

Kommenter artiklen (2)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11