23948sdkhjf

Trecifret millionbeløb skal skaffe flere hænder til den grønne omstilling

Hvis danske SMV’er skal med i den grønne omstilling og bidrage til at realisere klimamålet i 2030, skal ledere, medarbejdere og bestyrelser have de rette kompetencer.

Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse har tidligere i år afsat en pulje på 250 millioner kroner til en indsats, der skal sikre SMV’erne adgang til kvalificeret arbejdskraft til den grønne omstilling. Nu udmøntes op til 119,4 millioner til to landsdækkende projekter i en indsats, der medfinansieres af midler fra Socialfonden Plus og finanslovsmidler.

Erhvervshus Nordjylland får 78,4 millioner kroner til projektet ”SMV:Grønne kompetencer”, der skal gennemføre omskoling og efteruddannelse af ledelse, medarbejdere og bestyrelser. Her ventes cirka 1.100 virksomheder at få støtte.

Samtidig får Copenhagen Capacity 41 millioner kroner til projektet ”Kompetencer til et grønt Danmark”, som skal tiltrække og tilknytte kvalificeret arbejdskraft til virksomhederne – både fra Danmark og udlandet. Her ventes cirka 1.900 personer og 152 virksomheder at deltage.

Der er brug for en stærk og samlet indsats, som kan give en hurtig effekt, understreger Ejner Holst, medlem af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse og næstformand i FH – Fagbevægelsens Hovedorganisation:

- Med rekordhøj beskæftigelse er der brug for en akut indsats, hvis vi skal sikre tilstrækkeligt med kompetente hænder til den grønne omstilling. Særligt de faglærte skal omskoles og videreuddannes, og samtidig skal vi hente kvalificeret arbejdskraft over til de brancher, hvor den kan være relevant for den grønne omstilling, siger han.

De støttede projekter tager direkte afsæt i virksomhedernes behov og situation. Erhvervshus Nordjylland gennemfører for eksempel SMV:Grønne kompetencer som en voucherordning. Her kan virksomheder få støtte til efteruddannelse og omskoling af medarbejdere samt kurser til ledelse, medarbejdere og bestyrelser, der sætter dem i stand til at løfte de udfordringer og muligheder, der følger med den grønne omstilling.

I projektet Kompetencer til et grønt Danmark har Copenhagen Capacity opbygget et bredt partnerskab, der blandt andet tæller a-kasser, klynger og erhvervshuse. Administrerende direktør Asbjørn Overgaard siger:

- Det brede partnerskab sikrer, at vi kan arbejde på tre fronter for at hente kvalificeret arbejdskraft til SMV’erne: Vi kan finde den i Danmark, uden for Danmark og ved at give SMV’erne stærkere kompetencer, så de bliver bedre rustet til selv at tiltrække den relevante, kvalificerede arbejdskraft.

Projekterne skal være gennemført i begyndelsen af 2026.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094