23948sdkhjf

Efter otte måneder har BSB Industry fundet ny CEO

Efter at have haft en interim CEO siden februar i år, har BSB Industry fundet en ny CEO, der kommer med ledelseserfaring fra blandt andet Siemens og Semler

Det kan tage tid at finde den rette CEO og siden stålvirksomheden BSB Industry i februar i år stoppede samarbejdet med Teddy Norsgaard Jørgensen, har man været på jagt efter hans afløser.

Efter 10 måneder er jagten nu slut og valget er faldet på Morten Krusborg, der den 1. november tiltræder som CEO hos BSB Industry.

- Morten har præcis de menneskelige og faglige kvaliteter, vi har ledt efter. Han har relevant erfaring inden for stålindustrien, teknisk indsigt, ambitioner og en uhøjtidelig ledelsesstil, hvor man taler åbent om tingene uden at gå op i titler, fortæller Jesper Knudsen, formand for bestyrelsen i BSB Industry, i en pressemeddelelse.

Fokus på kommerciel indsigt

Da bestyrelsen i februar valgte at stoppe samarbejdet med Teddy Norsgaard Jørgensen, var det blandt andet med begrundelsen, at man ”ønskede at udvikle virksomheden bedst og derfor havde brug for en ny profil”.

Bestyrelsesformand lægger også vægt på, at Morten Krusborgs kommercielle indsigt har spillet en central rolle i valget af ham som CEO.

- Med Morten i spidsen for BSB Industry har vi fået en CEO, der har international erfaring, kapacitet og knowhow til at sidde for enden af forhandlingsbordet, når vi er i dialog med store potentielle kunder, leverandører og samarbejdspartnere inden for vindindustrien og den øvrige industri. Mortens kommercielle baggrund har været vigtigt for os og bliver afgørende for at indfri vores ambitiøse strategiplan, understreger Jesper Knudsen.

Med Morten i spidsen for BSB Industry har vi fået en CEO, der har international erfaring, kapacitet og knowhow Jesper Knudsen, formand for bestyrelsen i BSB Industry

Morten Krusborg startede sin karriere på gulvet i en produktionsvirksomhed. Siden læste han videre og tog blandt andet en MBA i strategiske ledelse. Arbejdslivet har ført ham gennem stillinger hos blandt andre Bonus Energy, Siemens og Semler, hvor han har haft det overordnede ansvar for såvel drift som udvikling, salg, indkøb og supplychain solutions.

- BSB Industry er en spændende virksomhed med en dygtig ledergruppe og kompetente medarbejdere i både Danmark og Polen. Jeg glæder mig til at få hele kulturen ind under huden og bidrage til udviklingen af virksomheden. Med min erfaring og værktøjskassen under armen, tror jeg på, at jeg kan være med til at fintune og udvikle en meget veldreven virksomhed, siger Morten Krusborg.

Han nævner selv ”købmandskab” som en af de kompetencer, han bringer med sig ind i den nye stilling, som han glæder sig til at begynde i.

-Jeg kan godt lide kundesegmentet og jeg ser et stort potentiale i de løsninger, som virksomheden leverer. Og så er jeg faldet godt i hak med bestyrelsen. Min største opgave bliver, at få kommercialiseret vores strategi og ført den ud i livet, siger Morten Krusborg til Jern og Maskinindustrien.

Morten Krusborg er 47 år og bor med sin kone og to børn i Grindsted.

BSB Industry er specialiseret i skæring, bearbejdning og svejsning af stål, rustfrit stål og aluminium til enkelt løsninger og totale produkter til industrien. BSB Industry har 70 ansatte i Lunderskov og 200 ansatte i Polen.

De sidste 10 måneder har Peter Lyngaa fungeret som interim CEO for BSB Industry, han vender nu tilbage til sin bestyrelsespost i virksomheden.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11