23948sdkhjf

Smedevirksomhed styrer mod rekordår

Det går stødt fremad for smedevirksomheden Helge Bruhn

De seneste fem år er smedevirksomheden Helge Bruhn A/S vokset med næsten 55 procent, og i år styrer man også mod rekordomsætning.

Ifølge administrerende direktør Leif Mikkelsen er det solide vækstgrundlag skabt med udgangspunkt i en sund forretningsudvikling og et øget fokus på personaletrivsel.

Ifølge Leif Mikkelsen er det en velfungerende forretning, der er skabt på grundlag af flere faktorer.

- Vi har et sundt og konstant fokus på forretningsudvikling og indkøb af nye funktionelle maskiner. Vi tilstræber en høj service og leveringsgaranti som underleverandør til industrien, og så har vi ikke mindst et stigende fokus på medarbejdernes trivsel og arbejdsglæde. Når virksomheden er i god gænge, er det min fornemmelse, at det skaber tryghed – og det smitter af på vores opgaveløsninger for kunderne, fortæller han.

Når virksomheden er i god gænge, er det min fornemmelse, at det skaber tryghed – og det smitter af på vores opgaveløsninger for kunderne Leif Mikkelsen, adm. direktør hos Helge Bruhn A/S

Solidt smedearbejde og massiv vækst

Helge Bruhn A/S har i mere end 50 år leveret alt inden for smedearbejde. Herunder pladebukning, svejsning, afgratning, laserskæring og 3D-konstruktioner for blot at nævne nogle af de mange arbejdsområder.

Ifølge Leif Mikkelsen adskiller de sig fra de andre i branchen ved at producere mange små serier af emner - eksempelvis i forbindelse med prototypefremstillinger. Det gør, at de kan levere til flere forskellige kundegrupper - og har haft succes med det.

- Når vi kigger på vores årsomsætning, er der ikke nogen enkelt kunde, der fylder mere end 15 procent. Det betyder ikke, at vi ikke vil tage flere og større kunder ind. Men det giver et billede af, at vi lever af at have mange loyale og tilbagevendende kunder i industrien, som vi leverer til, forklarer han og tilføjer om de gode tal på den økonomiske front:

- Igennem de seneste fem år har vi næsten vækstet med 15 procent hvert år. Der har været en naturlig udfordring i 2020 grundet corona og nedlukning, men det er vi kommet godt videre fra. I de seneste to år har vi haft travlt med at servicere vores kunder, og det glæder mig naturligvis. Det falder også tilbage på den måde, vi har drevet forretningen på. Derfor kan vi forventeligt præsentere vores bedste årsresultat hidtil i slutningen af dette år.

Fokus på forretningsudvikling og arbejdstrivsel

Hvis man spørger den administrerende direktør om grundstenene i forretningen, er der ingen tvivl. Det er vigtigt at have en sund sans for forretningsudvikling. Det handler om at sikre en strategisk god køreplan for virksomheden, være på forkant med teknologiske muligheder og investeringer i aktiver, mens de skal kunne levere det, som deres loyale kunder efterspørger.

- Vores mission, strategi og løbende målsætninger for at udvikle virksomheden vægter højt. Det handler i bund og grund om at kunne rådgive kunderne på bedste vis. Vi vil være på forkant med eventuelle udfordringer, hvorfor vi ikke fremstiller noget, før det hele er afklaret og forventningsafstemt. Når vi investerer i nyt udstyr og maskinel, er det for at styrke forretningen og give kunderne et endnu højere kvalitetsoutput, lyder det.

Men udviklingen i virksomheden på matriklen i det nordlige Sønderborg har bestemt også noget at gøre med medarbejderne. Derfor har der i mange år været et øget fokus på personalets generelle trivsel på arbejdspladsen. For uden et stærkt personale og engagement, er det ikke muligt at skabe et bundsolidt forretningsfundament.

- Vi lytter altid til vores medarbejdere, mens vi forsøger at imødekomme de ønsker, de måtte have. Hvad enten det handler om indkøb af nyt udstyr til at forbedre arbejdsforholdene eller noget så banalt som ferieafholdelse. Vi har en meget mangfoldig medarbejderstab. Det er vigtigt, at vi tager ansvar ved at have plads til andet end fuldtidsansatte, og derfor er der flere lærlinge og flexjobbere ansat hos os. Noget, vi sætter stor pris på, siger Leif Mikkelsen afsluttende.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094