23948sdkhjf

Stålgrossist: Panikken er afblæst på stålmarkedet

Stålgrossister og slutkunder har opbygget store lagre, som er med til at holde priserne nede et stykke tid endnu

Oven på et hedt forår er stålpriserne faldet siden sommeren. Ifølge Anders Voldsgaard Clausen, der er salgsdirektør for stål – industri hos Lemvigh-Müller, skal kimen til det nuværende prisfald på stålmarkedet findes i tiden efter Ruslands invasion af Ukraine.

- Det afstedkom nærmest øjeblikkeligt en reaktion fra markedet, hvor alle blev usikre. Ingen vidste, om de rent faktisk kunne få de varer, de skulle bruge. Stålværkerne lukkede nærmest ned, og hvis vi overhovedet kunne få lov at købe stål, var det noget med, at vi fik fremsat et tilbud og havde tre timer til at reagere. Det fik folk til at købe store mængder ind, forklarer Anders Voldsgaard Clausen.

Ingen vidste, om de rent faktisk kunne få de varer, de skulle bruge. Stålværkerne lukkede nærmest ned, og hvis vi overhovedet kunne få lov at købe stål, var det noget med, at vi fik fremsat et tilbud og havde tre timer til at reagere Anders Voldsgaard Clausen, salgsdirektør for stål - industri hos Lemvigh-Müller

Faldende efterspørgsel i bilindustrien

Hen mod sommeren kom der dog mere normalitet omkring forsyningssikkerheden, og derfor begyndte både grossister og kunder at nedbringe de store lagre, de havde opbygget. Det er en situation, der stadig sætter sit præg på markedet her i det sene efterår med priser, der er betydeligt lavere end i sommer.

- Der er ikke noget enkelt svar på, hvorfor det er sådan; det er en kombination af mange faktorer. Stadig det her med, at folk købte stort ind, men også fordi efterspørgslen er dæmpet. Det er den mange steder, men vi holder specielt øje med automotive-markedet i Tyskland. Det er meget sigende, både omkring hvilken vej stålpriserne generelt går, fordi de står for den største efterspørgsel i Europa. Men også fordi vi har rigtig mange underleverandører, som på den ene eller anden måde leverer videre til automotive-industrien i Tyskland. Så det er en rimelig god temperaturmåler på, hvordan det går, siger han.

- Hvis der er faldende efterspørgsel, så begynder værkerne at sænke priserne, lyder det fra salgsdirektøren.

Høje energiomkostninger

Han understreger dog, at stålprisen stadig er høj, når man sammenligner med situationen før coronakrisen. I dag er det nye faktorer, især i form af høje energiomkostninger, der er med til at holde priserne oppe. Det er dog svært at presse prisstigninger fra værkerne igennem, så længe der er overkapacitet i markedet

Det gode spørgsmål er så, hvad 2023 bringer.

- Vi kan se en udvikling, der går nedad på udvalgte kunder og segmenter, men der er samtidig mange underliggende faktorer, som pænt understøtter markedet for andre kunder. Vi ser ikke tegn på stor afmatning i de forecasts, vi laver, og der forventer vi forbedringer i automotive-industrien fra første kvartal i det nye år. Men hvad 2023 bringer, er der ingen der kan forudse, så vi må vente og se, slutter Anders Voldsgaard Clausen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.082