23948sdkhjf

Tredobbelt maskininvestering hos REA Automatdrejning

Der har været travlt på fabriksgulvet hos den fynske underleverandør REA Automatdrejning de seneste måneder. Hele tre nye maskiner er der nemlig blevet fundet plads til.

- Vi har købt to Robodrill fræsecentre fra Fanuc. Det er et par mindre bearbejdningscentre, som meget er den type, vi har brug for her i huset, fortæller direktør Peter Nielsen.

Der er tale om en 3- og en 4-akset maskine, med et bearbejdningsområde på 700x400x400mm og op til 24.000 omdrejninger.

Det er helt bevidst, at det er et par mindre maskiner, REA Automatdrejning har investeret i.

- Det er en udskiftning, men jeg vil nok hellere kalde det en kapacitetsudvidelse, for de gamle maskiner blev godt nok ikke brugt ret meget. Bevares, vi har også nogle 5-aksede maskiner i huset, men nogle gange stod de og producerede lidt mere simple dele, fordi det var de nyeste maskiner og mest nøjagtige. Der må man bare sige, at en gang i mellem gik det ud over kapaciteten, siger Peter Nielsen.

CNC-drejebænk til storproduktion

Tredje skud på investerings-stammen er af en lidt anden kaliber.

- Vi er netop blevet færdige med at installere noget helt andet i huset. Det er en stor Index MS32 6-spindel-maskine, som er fuldt CNC-styret, og kan bearbejde op til 32 mm emner i diameter. Den skal bruges til storproduktion. Vi snakker måske fra 100.000 emner og opefter, fortæller Peter Nielsen, og fortsætter:

- Vi har selvfølgelig CNC-styrede maskiner i forvejen, men vi har også mange kurvestyrede maskiner. Udviklingen er, at vi skal væk fra blyholdige materialer, og der må vi bare erkende, at de gamle maskiner ikke er ret gode til materialer uden bly. Så det her er en investering et godt stykke ind i fremtiden. Det er både messing, hvor blyet er tæt på at blive udfaset, og på stål sker det måske om to år. Så det er en fremtidssikring af maskinparken.

Som nævnt er maskinen allerede i drift, og selve installationen er gået hurtigt og problemfrit.

- Den er leveret med en opstilling med et i forvejen kendt emne hos os. På den måde får vi testet maskinen igennem, om den fungerer som forventet, forklarer Peter Nielsen.

Artiklen er en del af temaet MaskinFokus.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125