Tender- og projektassistent søges
Aalborg CSP A/S udvikler og leverer innovative grønne løsninger. Selskabet leverer bl.a. concentrated solar power (CSP) løsninger, høj- og lav-temperatur termiske og integrerede systemer med høj effektivitet, innovative løsninger og løser tekniske udfordringer i forbindelse med design, energilagring og optimering. Aalborg CSP har historisk gennemgået en udvikling fra dansk ingeniørvirksomhed til international entreprenørvirksomhed. I dag er virksomheden en uafhængig teknologiudvikler og -leverandør, der er globalt kendt for at designe kedelsystemer og teknologiløsninger af høj kvalitet til termiske solanlæg og lagerløsninger. Projekterne er såvel nationale som internationale og varierer i størrelsesordenen fra ca. 5-10 mio. kr. og op til 250 mio. kr. Aalborg CSP A/S omsætter årligt for et trecifret mio. beløb, og beskæftiger i dag 56 medarbejdere, hvoraf langt de flest er placeret på hovedkontoret i Aalborg.
Grundet øget ordretilgang er vi for øjeblikket i gang med at udvide vores Engineering-afdeling på hovedkontoret i centrum af Aalborg, og søger derfor en dygtig Tender- og projektassistent.
Den ideelle kandidat vil supportere og assistere salgs- og projektledelsen i udbuds- og projektprocesserne med særligt fokus på følgende opgaver:
- Opsøge danske og EU udbud samt gennemgang og videreformidling af relevante emner til Salgsledelsen.
- Gennemføre anmodning om prækvalifikation til relevante projekter med input fra Salgs- og Projektledelse.
- Tilsikre at diverse deadlines for eksempelvis byggepladsbesøg, spørgsmål til udbud, aflevering af tilbud mv. overholdes i tilbudsfasen.
- Overordnet assistance til Salgs- og Projektledelse med opdatering af projekter.
- Assistance i forbindelse med udarbejdelse af tekst til tilbud samt indhentelse af og organisering af dokumentationsmateriale fra underleverandører.
- Assistance i forbindelse med teksttunge opgaver så som udarbejdelse af kontrakter med underleverandører, rapporter til kunder og materiale til myndighedsbehandling mv.
Du har blik for kvalitet, er struktureret og har erfaring fra en tilsvarende stilling. Du er effektiv i din tilgang til opgaverne og har både lyst og evne til at arbejde i et innovativt miljø, hvor sparring og ideudveksling er et must. Derudover er du udpræget projektorienteret og formår at prioritere din tid så de til tider stramme deadlines overholdes. Endelig forventes det, at du taler og skriver dansk og engelsk på højt niveau.
Som person er du selvstændig, proaktiv og struktureret samt i stand til at håndtere varierende opgaver. Du er udadvendt, er god til at skabe overblik og struktur i dit arbejde, og kan arbejde tværorganisatorisk såvel som individuelt. Samtidig er du dedikeret og brænder for at arbejde i et innovativt og forandringspræget miljø.
Du tilbydes en spændende stilling i en flad og dynamisk organisation, hvor det er sjovt at gå på arbejde, og der er gode muligheder for såvel faglig som personlig udvikling gennem udfordrende og forskelligartede opgaver. Du vil indgå i et behageligt og kollegialt arbejdsmiljø med kompetente og imødekommende kollegaer. Løn og vilkår forhandles efter kvalifikationer og omfatter såvel attraktiv pensionsordning som sundhedsforsikring. Ligeledes er der adgang til kantineordning, ligesom selskabet har en aktiv personale- og kunstforening, som arrangerer spændende events.