Underviser med passion for automatik og læring søges

Går du med tanker om at bruge din tekniske baggrund på en helt ny måde? Skinner din begejstring for dit fag så meget igennem, at du formår at inspirere og udvikle andre?
På automatikteknikeruddannelsen på Mercantec har vi igen fået et rekordstort elevoptag, og vi har derfor brug for endnu en kollega, så vi fortsat kan uddanne nogle af Danmarks bedste automatikteknikere. Vi er et team på 11 undervisere, og vi søger en kollega, som er lige så entusiastisk om faget, som vi er og som har lyst til at nørde sammen med os og vores elever og kursister.
Dine kolleger fortæller:
”Det er skønt at se, hvor meget unge mennesker kan udvikle sig på 4 år. De forvandles fra børn/unge til voksne. Det er det hele værd”
”Eleverne får mig til at se på tingene fra helt nye sider. Jeg lærer noget nyt hver dag”
Du kan høre mere om stillingen fra underviser Troels Hyldahl og uddannelsesleder Nis Schroll i denne lille film.
Hverdagen i stillingen
Det er helt ok, hvis du ikke har prøvet at undervise før. Vi hjælper dig i gang med lærerrollen, blandt andet ved føl-tjeneste hos en erfaren underviser, og lige så stille begynder du selv at stå for undervisningen.
Undervisningen veksler mellem teori og praksis, og du vil opleve, at vi har gode fysiske rammer både i teorilokalerne og i værkstedsområdet. Vi har naturligvis også fælles undervisningsmaterialer, og du skal derfor ikke skal starte fra bunden med at udvikle dine egne materialer.
Du kommer fortrinsvis til at undervise på hovedforløb. Du bliver elevernes primære underviser på det pågældende forløb, og som underviser er du derfor meget ”på”. Dine kolleger er dog ikke langt væk, og dem trækker du selvfølgelig på både fagligt og pædagogisk. Du har stor indflydelse på, hvordan du tilrettelægger din undervisning, og hvordan og hvornår du veksler mellem teori og praktiske opgaver. Tema- og projektforløb skaber også mulighed for faglig fordybelse og afveksling for både underviser og elever.
Hvem er du
Du har de bedste forudsætninger som underviser, når eleverne kan mærke, at du brænder for faget, og du inspirerer dem til at blive så dygtige, som de kan. Du har praktisk erfaring, som du bringer i spil i undervisningen, så det bliver virkelighedsnært. Du er udadvendt og samarbejdsorienteret, du er hurtig til at omstille dig, og du er generelt en nysgerrig person, som ser nye løsninger og som interesser sig for udviklingen inden for faget.
Derudover har du:
- En uddannelse som automatiktekniker, styrings- og reguleringselektriker, maskinmester eller lignende.
- En bred faglig baggrund. Erfaring med styring og fejlfinding samt fx PLC, hydraulik, pneumatik mv.
- Lyst til at udvikle din viden og holde dig opdateret på de nyeste tiltag og teknologier inden for branchen, og mod på at lære om og efteruddanne dig inden for det pædagogiske felt.
- Lyst til at indgå i elevernes læreprocesser, og du har fokus på den enkelte elevs udvikling.
Du skal vælge at blive en del af vores team, hvis du har lyst til at arbejde med mennesker og se dem vokse både fagligt og personligt gennem de ca. 4 år, vi har kontakt med dem. Du har øje for både de stærke elever og dem, som har forskellige udfordringer, og du vil eleverne det bedste uanset deres forudsætninger.
Det med småt
Der er tale om en fast stilling på fuld tid. Sammen med teamet er du med til at fordele opgaverne, og du har derfor indflydelse på tilrettelæggelsen af din arbejdstid. Når du ikke skal undervise eller samarbejde med dine kolleger om udvikling, projekter mv., er der ikke tilstedeværelsespligt på skolen, så du bestemmer selv, hvor og hvornår du vil forberede din undervisning. Du får derfor en relativt fleksibel hverdag med mulighed for en fornuftig balance mellem arbejde og familieliv.
Løn- og ansættelsesvilkår iht. overenskomst mellem Finansministeriet og Uddannelsesforbundet. Der er mulighed for at forhandle individuelle tillæg, og din løn afhænger af dine erfaringer og kompetencer. Herudover får du en attraktiv pensionsordning med 18% arbejdsgiverbetalt pension. Almindelige arbejdsredskaber som telefon og pc stilles naturligvis til rådighed.
Tiltrædelse snarest muligt efter aftale.