Gaia Solar A/S i Hvidovre, som er Skandinaviens førende selskab indenfor bygningsintegration af solcellesystemer, modtager vækstkapital fra PBI Holding A/S.
TILFØRSEL
Gaia Solar har netop indgået aftale med PBI Holding om indskud af vækstkapital i Gaia Solar. Med en 25 procent andel indtræder PBI Holding som aktionær i virksomheden. Udover PBI Holding består ejerkredsen af selskabets ledende medarbejdere.
I forbindelse med udvidelse af ejerkredsen i Gaia Solar udnævnes Dennis Aarø til ny bestyrelsesformand, mens nuværende CFO Michael Stadi udnævnes til adm. direktør i selskabet.
- Vi er meget begejstrede for at byde PBI Holding velkommen som aktionær i selskabet. Vi har en kraftigt voksende ordrebog og et marked, som er i stærk vækst, hvorfor vi har vurderet, at vi vokser bedst og hurtigst gennem ekstern kapital. Med PBI Holding har vi fundet en aktionær med det helt rette match af indbyrdes kerneværdier samt forventning til fremtidigt strategisk samarbejde, siger bestyrelsesformand i Gaia Solar, Dennis Aarø.
- Vi ser et enormt marked for miljø- og klimaforbedringer og forventer, at denne sektor vil vokse markant de næste mange år. Gaia Solar har allerede opnået en ledende position inden for alternativ energi med sine unikke systemer inden for bygningsintegration af solcellesystemer. Den platform vil vi gerne være med til at udbygge i de kommende år, siger adm. direktør i PBI Holding, Lene Stengade.
mola