Rolf Schmidt Industri Plast i Kolding har travlt og medarbejderstaben skal udvides, men virksomheden har svært ved at finde kvalificeret arbejdskraft lokalt. Efter forgæves at have søgt efter maskinarbejdere i hele Sydjylland og på Fyn, bliver der nu annonceret efter nye kolleger syd for grænsen.
MANTRA
Ordrene strømmer ind hos plastvirksomheden i Kolding, som står med et akut behov for at ansætte nye medarbejdere i produktionen, men direktør Flemming Andreassen har mere end svært ved at få ansøgninger ind på skrivebordet.
- Jeg er meget overrasket. Vi har de seneste måneder søgt efter maskinarbejdere i hele det sydlige Jylland, og da det ikke lykkedes, begyndte vi at søge på Fyn. Antallet af ansøgere har været forbavsende få.
Vi lukker på ingen måde døren for ufaglærte med erfaring indenfor området, og vi er også parate til at investere i oplæring, hvis man har en helt anden baggrund. Faktum er bare, at vi kun har fået ansat én ny medarbejder, og bunken med ansøgninger er til at overse. Vi bliver nødt til at tænke alternativt, og søge uden for landets grænser.
Rolf Schmidt Industri Plast har eksisteret siden 1978, og beskæftiger 45 medarbejdere. Hos virksomheden drejes og fræses der emner i plast til mange forskellige brancher. I produktionen er der både dag- og aftenhold, og på grund af den store ordretilgang, er der de seneste måneder blevet trukket store veksler på de ansatte.
- Vi har haft meget travlt siden marts, og for at kunne følge med efterspørgslen har vi i flere omgange forsøgt at udvide medarbejderstaben. Det er et mantra for os, at have en kort leveringstid, men hvis vi ikke har folk til opgaverne, kan det blive svært at overholde, siger Flemming Andreassen.
Hos virksomheden tales der dagligt om de manglende ansøgninger, men hvorfor det ikke kan lade sig gøre at tiltrække nok nye medarbejdere til produktionen, kan direktøren kun gisne om.