KomptenceGruppen har hjulpet virksomheden i Lem med at forvandle syv procent spildtid til effektiv arbejdstid og nu jagter firmaet 15 pct. mere.
EFFEKTIVISERING
De vestjyske eksportvirksomheder kæmper i disse år hårdt for at skærpe deres konkurrenceevne. Det samme gør de lokale virksomheder, der servicerer dem. Et af de overbevisende eksempler er PRO Elteknik A/S i Lem, der beskæftiger omkring 40 medarbejdere.
Et LEAN-kursus i 2009 satte en effektiv stopper for uorden i elektrikernes værkstedsvogne. Det reducerede montørernes spildtid med at lede efter værktøj og materialer med en halv time om dagen. Sagt på en anden måde perfekt orden i værkstedsvognene har øget den effektive arbejdstid med syv procent. Som en ekstra sidegevinst er montørernes hverdag mindre stresset.
Vil gentage LEAN-succes
Denne erfaring har igen sendt ledelse og medarbejdere hos PRO Elteknik A/S på LEAN-kursus hos KompetenceGruppen hos UddannelsesCenter Ringkøbing-Skjern.
Resultatet er, at hele otte nye indsatsområder er blevet afdækket. Tilsammen repræsenterer de unødvendig spildtid, som svarer til en forøgelse af den effektive arbejdstid med 15 pct. Foreløbig er handlingsplaner for de tre mest lovende af de otte områder sat i værk.
- Det er helt lavpraktiske ting fra vores hverdag, vi tager op på LEAN-kurserne. Et af de tre indsatsområder hedder morgenspildtid. Her skal vi have minimeret den tid, hvor montørerne står i kø og venter på at få dagens opgaver. På LEAN-kurset analyserede de sig selv frem til en række gode forslag til, hvordan denne ventetid kan bringes ned, siger direktør Karl-Anker Krath, PRO Elteknik.mola