I skrivende stund, i oktober 2009, er fiberlaserskæring i stål og metal en realitet. Blandt flere værktøjsmaskinproducenter markedsfører blandt andet den italienske virksomhed Salvagnini en 2 kW fiberlaserskæremaskine. Men udviklingen af fiberlaserteknologien er stadig i gang.
LASERSKÆRETEKNOLOGI
På EMO 2009 i Milano havde J&M en samtale med Walter Gensabella, Manager Laser Macro i firmaet Rofin-Sinar Laser, om den øjeblikkelige status for fiberlaser til skæring i metal og stål.
Han kunne afsløre, at det tyske firma allerede i år skal levere den første fiberlaser til skæring, og at producenten vil markedsføre 2kW fiberlasere til skæremaskiner fra januar 2010. Det var for os en opsigtsvækkende nyhed, idet firmaet IPG Photonics hidtil har været den eneste udbyder af fiberlasere til metalskæring.
Monopolet synes nu at være brudt til gavn og glæde for de industrier, der anvender laserskæremaskiner.
Fiberlaserens åbenlyse fordele som høj skærehastighed i tyndplade, dens bredere materialeområde, der nu også omfatter messing og kobber, dens lave energiforbrug og enkle konstruktion der lover lavere omkostninger til service, er alle egenskaber der gavner forbrugeren. Men der har siden den første fiberlaserskæremaskine blev vist på Euroblech i 2008 hersket stor usikkerhed om den nye teknologi.
Tvivl og usikkerhed
Vi spurgte Rofin-Sinars laserekspert, hvorfor der for tiden hersker så stor usikkerhed om fiberlaser til skæring i stål og metal.
- Sagen er den, sagde Walter Gensabella - at der er en udvikling i gang med hensyn til at forbedre skærekvaliteten i tykkere plade, men også med at bryde IPGs soloposition på markedet.
- Med fiberlaserens meget tynde, højenergiske laserstråle er den klart velegnet til tyndt materiale. Til tykkere materiale har man brug for en større kervbredde. Det er noget er noget man har arbejdet en del med.
Hos Rofin-Sinar har vi kunnet se en tydelig udvikling på det område, idet vi for et år siden mente, at 6 mm tykt kulstofstål og 10 mm rustfrit stål var grænsen for fiberlaserskæring med god skærekantkvalitet. Nu et år senere siger vi henholdsvis 10 mm og 12-15 mm pladetykkelse med god skærekantkvalitet.