Danske Fagmesser har rasende travlt med at behandle forespørgsler om stande til forårets METAL 2012. Hold øje med udstillerlisten, den udvikler sig fra dag til dag, siger projektchef Carina Bruun fra arrangøren.
BRANCHE MESSE
Maskinerne er begyndt at komme på listen, med branchens største leverandør Flextek som førende spiller, men også Edstrøm med kendte maskiner som eksempelvis Haas er på banen. Værktøjerne er begyndt at tilmelde sig. Hoffmann, Damstahl Tooling og Carl Hassing med flere og der er dialog med andre. METAL 2012 tager form efter den klassiske skabelon, og det er netop bredden, der skal sikre messens succes:
- En dansk messe skal kunne noget andet end EMO. Her er det bredden, nyhederne og løsningerne hele vejen rundt om produktion i jern og metal, der er omdrejningspunktet. Mange udstillere har savnet METAL-konceptet, og de vender tilbage nu, beretter Carina Bruun
Foran målsætningen
I skrivende stund er der over et halvt år til messen, og med over 70 udstillere på listen og et areal på vej mod de 4.000 kvadratmeter ser det særdeles lovende ud:
- Selv efter de gamle METAL-kørerplaner ligger vi godt til. Og med tanke på, at markedet har ændret sig, så flere tilmelder sig sent i dag, end man gjorde for 6 år siden, så tegner det til at blive en messe på niveau med, hvad vi tidligere har set.
- Jeg kan godt forstå, at nogle virksomheder har afventet den generelle økonomiske udvikling inden de besluttede sig for at gå med. Det er fornuftigt at agere på baggrund af den forventning, man har til markedsudviklingen og sætte det i sammenhæng med den salgs- og marketingindsats, man vil yde.
- Efter, at virksomhederne har tilmeldt sig, er der en god håndfuld af dem, der har valgt at ændre deres standareal - og til det større. Det tolker jeg som udtryk for, at virksomhederne nu ved, hvor de står, og har besluttet sig for at sikre sig et godt afsæt for den fremadrettede salgsindsats, siger Carina Bruun.
Udstillerlisten kan ses på
www.metal2012.dk, og på side 5 i denne avis bringes et øjebliksbillede fra sidste uges liste. På
www.metal2012.dk ligger tillige en video med Flexteks direktør Henning Dam, der beretter om virksomhedens deltagelse på messen.