Industrirobotter kommer til at spille en markant rolle ved årets store robotevent for ledere og beslutningstagere
Danske ledere og beslutningstagere indenfor fremstillingsindustrien får mulighed for at markere dansk viden på verdensplan, når konferencen RoboBusiness Leadership Summit 2012 løber af stablen 22.-24. oktober i Pittsburgh, USA. En konference, som har stor betydning for den fremtidige udvikling af dansk fremstillingsindustri.
- Danske industrivirksomheder kan i særlig grad vinde ved indførelse af moderne robotteknologi, da vores lønandele ofte er højere end hos vore konkurrenter i udlandet. Udviklingen af fremtidens robotter er en stor politisk og strategisk opgave. Det er simpelthen nødvendigt, for at få rentable systemer og gode standarder på tværs i branchen, udtaler branchedirektør Ole Storm Jeppesen, Brancheservicecenter Metal- og Maskinindustrien og bestyrelsesmedlem i Dansk Robot Netværk (DIRA).
RoboBusiness Leadership Summit er epicentret for dette strategiske fokus, hvor virksomhedsledere fra hele verden mødes for at få den nyeste viden og skabe netværk med andre virksomhedsledere internationalt, og hvor retningen bliver udstukket. En deltagelse giver unikke proaktive muligheder for at tilpasse og klargøre sin virksomhed til fremtidens robotter, så man får en god indføring og overgangsperiode, fortsætter Ole Storm Jeppesen.
Robotterne styrker konkurrenceevnen
Effekten af robotter i dansk fremstillingsindustri var for nylig genstand for en undersøgelse fra Ugebrevet A4. Den bekræftede, at robotter er med til at styrke dansk produktions konkurrenceevne i forhold til lavtlønsområder, såvel som de enkelte virksomheders bundlinje. Derfor har den nye generation af industrirobotter stor interesse.
En "Robot Co-Worker" er en robotassistent og er en robottype, der hurtigt kan flyttes, konfigureres og oplæres af personer uden dybdegående kendskab til robotter. Den nye robottypes primære opgave er ikke blot at erstatte mennesker, men i høj grad at arbejde sammen med mennesker på arbejdspladsen som et ekstra værktøj i kassen.
På RoboBusiness-konferencen i år forventes Rethink Robotics at løfte sløret for deres nye kooperative industrirobot. Enten i Rodney BrooksŽkeynote State of the Robotics Industry - Investment Trends, eller på workshoppen Remaking Manufacturing with Robotics.